Dance Review by Birthe Johansen

Det Kgl. Teater. Nina Ananiashvili som gæst i Sylfiden.

«Sylfiden» er barn af det særlige dobbeltsyn, der splittede ronaantikkens mennesker - mænd - i krop og sjæl. Og på samme made med kærligheden.

Kroppens og sjælens kærlighed kunne dengang ikke være sider af samme sag og slet ikke af samme kvinde - i hvert fald ikke officielt. Hvor vor tid ville mene, at James gør det eneste rigtige, da han forsøger at realisere sine erotiske drømme her på jorden, forsyndede ballettens tragiske helt sig i Bournonvilles øjene groft mod himmelske love. Og syndens løn er døden.

Nina Ananiashivili, der lørdag aften for første gang prøvede kræfter med Sylfiden, var værd at dø for. Hun er en vidunderlig danserinde. Den dramatiske udstråling, der satte hende i stand til at forvandle en papfigur som Kitri i «Don Quixote» til en levende temperamentsfuld kvinde, fik også Bournonvilles flygtige drømmesyn til at knitre af lokkende og farlig erotik. Men mindst lige så overrumplende var hendes evne til at gøre en stil, der er hende fremmed, til en væsentlig del af den dramatiske fortolkning.

Når der danses Bournonville, kan lidt sagtens være mere end meget. Det hænger på fraseringen. Nogle trin skal være små, for at de efterfølgende kan virke store. Og dette træk bruger Nina Ananiashivili til at understrege den urørlighed, der bogstaveligt talt er Sylfidens væsen og erotik. Hun kan slå smut med sine store mørke øje, flirte med de bittesmå hop på stedet for så, i samme øjeblik James forsøger at gribe fat, at flyve bort i et vældigt spring.

Arne Villumsen var nu heller ikke den mest adrætte James, man kan tænke sig, men dramatisk fik Ananiashivilis Sylfide i det mindste modspil helt ind i døden.

Hvis James går sin undergang i møde, fordi han forsøger at forene den jordiske og den himmelske kærlighed i en enkelt fatal kvindeskikkelse, er intet mod de prøvelser, manden i Béjarts Serait - ce La Mort?, der indledte aftenen, må udstå med fire - før han erkender, at kvinder ikke er sagen. Der er stadig et stykke vej til Alexander Kølpins erkendelse af, at balletten kræver udtryk af en slags, men han virkede mindre på kollisionskurs med koreografien end tidligere.