Dance Review by Erik Aschengreen

HENDES VæSEN ER LETHED

Den russiske Nina Ananiashvili i smuk Sylfide - debut

Sylfider bor i træerne, og den tyndeste gren er stærk nok til den russiske Nina Ananiashvili, der er kommet til København for at danse «Sylfiden». Hendes væsen er lethed, og med fin indlevelse dansede hun i lørdags for første gang titelpartiet i Bournonvilles ballet. Allerede i den svære åbningssolo gav hendes ubesværede teknik hende spillerum for nuancer i karakterop - fattelsen. Hendes sylfide nærer en sart ømhed for den sovende James, og igennem aftenen tegnede Nina Ananiashvili en spændende figur, hvis sind spændte fra det sørgmodige over det lokkende og farlige, netop fordi hun er så smuk, til glæden i skovscenerne og sorgen i dødsscenen, som hun spillede rørende enkelt og gribende.

I sine soli lod hun al russerbravur blive ude i kulissen og arbejdede smukt mod at ramme Bournonville - stilen. Hendes hænder flagrede mere, end vi er vant til at se, men det gør mindre, når hovedindtrykket er bedårende ynde.

Omkring den russiske gæst levede forestillingen stort. Kirsten Simone er blevet stærk og furiøs som heksen, og publikum glædede sig tydeligt over igen at se Arne Villumsen som en James med nobel anstand...

Aftenen indledtes med Maurice Béjarts «Serait - ce la mort?», som er den smukkeste nyhed i repertoiret i lang, lang tid. Alexander Kølpin, der var en levende og temperamentsfuld Gurn i «Sylfiden», dansede hovedpartiet hos Béjart med en fuldendt plastik...