Dance Review by Erik Aschengreen

EN STJERNE MED SJæL OS LEGENDE BRAVUR

Det var en fryd. Fra entreen i første akt, hvor hun fløj i luften, og hælen næsten rørte nakken i de store spring til grand pas de deux’en i sidste akt, hvor de hvirvlende fouettés blev afleveret som tindrende leg. Uden gnist af besvær.

Den russiske ballerina Nina Ananiashvili fra Bolsjoj er en meget stor danser, og det betagende - og meget sjældne - er, at virtuosdansen, som er essensen i «Don Quixote», synes at være hendes anden natur. Ikke et sekund skylle vi imponeres med bravur i knitrende livsglæde og drømmepoesi i andenakten, hvor hun bliver Don Quixotes Dulcinea og broderede de vidunderligste trin over scenen.

Men drømmen var virkelighed, og Nina Ananiashvili er også et menneske. Henrivende smuk og med et nærvær og et utal af nuancer i spillet med den Basil, som Kitri er forelsket i. Fra ømheden i de store, mørke øjne til gnistrende temperament. Sart som porcelasn med den hvide hud og det kulsorte hår er hun dejlig at se på og dertil med en sympatisk udstråling, også i den tillid hun viste sin partner Nikolaj Hubbe, der legede med i virtuoseriet med et par fine proptrækkerpirouetter. Hun kastede sig fra midten af scenen og ban greb bande og skabet kiksede lidt i grand pas de deux’en berørte det ikke hendes ro. Hun stod i sine på engang stolte og yndefulde attituder og balancer og faldt blidt i hans arme.

Selv om man har set «Don Quixote» til hudløshed - og vi har set den for meget de senere år - bør man ikke snyde sig for at opieve Nina Ananiashvili. Hun glitrer som alle teaterperlerne på Jens - Jacob Worasaaes smukke kostumer, hvis fine farver fra vinrødt over sart lyserødt til guld og hvidt fremhævede hendes skønhed.