ROYAL DANISH BALLET, DON QUIXOTE, COPENHAGEN, SEPTEMBER, 1990

 

From: POLITIKEN, September 26, 1990

Dance Review by Birthe Johansen

KGL. DISCOUNT

Kendt ballet i almindelig og i luksusudgave

Det Kongelige Teater. Nina Ananiashvili som gæst i Don Quixote. Sidste gang: 3. Oktober.

 

DET KGL. Teater er med denne sæson for alvor gået ind i discount -handelen. Det gælder ikke mindst de store musikalske forestillinger, hvor den, der vil have mere, også må betale mere. Men så er det til gengæld også pakket pænere ind.

Netop nu er balletten Don Quixote på tilbud i to forskellige udgaver. Dels en lidt vakkelvorn standardudgave til almindelige billetpriser og dels en stjernestrøet luksusudgave til forhøjede.

Den seneste stjerne, Bolsjojs Nina Ananiashvili, blev præsenteret forleden med Nikolaj Hubbe som partner. Og de var alle pengene værd begge to - hvis det skal være målestokken.

Ikke fordi der blev snurret hurtigere eller sprunget højere end til daglig. Det blev der. Ananiashvili har det meget store udspil med sig hjemmefra. Hubbe tog udfordringen op. Flot så det ud, men undertiden blev det også mere, end Det Kongelige Teaters scene kan rumme. Og detaljerne kunne der have været kselet meget mere for.

Kun en lynsnar reaktion forhindrede f.eks. "fisken" i sidste-aktens pas de deux i at gå helt i fisk. Og selv om de er et meget harmonisk par, havde de nemmere ved at brillere som solister, hun i et knitrende tåspidsfyrværkeri, han med sine kraftfulde spring.

Det, der gør Nina Ananiashvili til en meget spændende danserinde, er i øvrigt også mindst lige så meget bendes udstråling som hendes teknik. Hun er ikke noget teknisk fenomen. Hvor bendes gæsteoptræden sidste år i Kitris parti mest bestod i en demonstration af, at hun har kuglelejer, hvor andre har

hofteled, gennemspiller Ananiashvili en rolle. Hendes Kitri en lidenskab og et temperament, som forteller alt det, opsætningen på Det Kongelige Teater mangler.

Det er lidt beskedent al kunne glæde sig over, at den sorte skyllefarve har været lidt flittigere i brug end sidst, hvor scenen myldrede med lysblonde spaniere. Der er stadig for mange af dem. Men i betragning af, at deres væsentligste opgave er, at vinke eller klappe i hænderne, kan det ikke være for meget forlangt, at de ligner det, de skal forestille, bare lidt. Og hvis samlingen af dryader af vidt forskellig højde og drøjde i det mindste kunne finde frem til en nogenlunde ensartet håropsætning, ville meget være vundet. Ikke mindst de aftener, hvor dansen er mere discount end kongelig.